Har været en dag fuld af begivenheder:
Jeg har været ude at ride for første gang i mange år.
Begyndte at ride da jeg var 3 år, holdt op da jeg var omkring 19 og der blev for meget at se til med gymnasium, fyre og fester; helt klassisk.
Og for at fortsætte i det klassiske spor, har jeg nu genoptaget interessen. Og rider nu islænderhest. Det er vist temmelig typisk for vi 40+ kvinder 🙂
Men for DÆLEN da, hvor var det vidunderligt! Jeg er helt forelsket. I en hest – fuldstændig som da jeg var barn. Her er min udkårne:
Jeg har striglet og renset hove, sadlet op og redet en tur UDEN at falde af.
Var en anelse bekymret da jeg kom op på ryggen af ham, der var altså ret langt ned. Vi var 3 der red af sted og vi var ikke andet end lige startet, da et eller andet skræmte hestene (jeg nåede aldrig at fatte hvad det var) og de sprang frem og galoperede af sted. Og da vi stoppede kunne jeg med lettelse konstatere, at jeg sad der endnu. Det imponerede de andre, og beroligede mig.
Og så red vi ellers den lækreste tur i solskinnet. Mærkede næsten ikke, hvordan mine fødder kogte i de grønne gummistøvler, så lykkelig var jeg. Og vi både skridtede, travede og galoperede.
Jeg var glad for de andre ikke kunne se mit ansigt når det gik hurtigt, tror det var en blanding af åben mund af skræk og ren fryd.
Og min lille mave var bare så glad hele turen. Og han lugtede så dejligt.
På søndag – hvis ikke før – skal jeg ride igen. Hvis jeg kan gå?
For der er selvfølgelig lige et minus – på indersiden af mine lår bor der åbenbart – meget dybt inde – nogle muskler, der har stået ubrugte hen i mere end 20 år.
Dem kan jeg så småt mærke nu.
For nu er det aften, og jeg er kommet hjem efter at have gået modeshow. Og nu kan mine stakkels ben altså ikke klare mere i dag. Jeg må i seng.
Og hvis jeg har Falckabonnement er det vel ok at ringe efter en ambulance i morgen tidlig, der kan køre mig på arbejde, når det viser sig at jeg hverken kan stå eller gå?
