Vil jeg nu introducere nye – og gamle – læsere for ældre indlæg.
I  D.J. branchen kalder man, ifølge min nabo, det for throwback, når gamle numre relanceres.
Jeg kalder det genbrug. Og har selv haft det sjovt ved at genlæse de gamle indlæg. Og ofte krummet tæer; enten fordi der ikke er sket nogen ændring overhovedet, eller bare over, at jeg engang var “sådan”.

Jeg vil præsentere jer for et genbrugsindlæg nu og hver søndag i laaang tid.

Følgende er fra 10. januar 2012 og hed “Forstår det ikke helt”

Altså, jeg forstår det ikke?
Vi er 10 dage inde i det nye år og der er ikke sket en skid.
Jeg er hverken begyndt at løbe, gøre noget ved det overflødige fedt, jeg i mere end 42 år har været forskånet for, begyndt at spise sundt, holdt op med at ryge eller drikke cola.
Og hver gang jeg drikker en kop kaffe, har jeg tilsyneladende lykkeligt glemt, at jeg ville begynde at drikke kaffe uden sukker.
Måske er det alderen, der trykker?
Jeg har simpelthen glemt, hvordan mit nye liv skulle være?
Jeg har heller ikke været særlig social i min fritid – men har dog indtil flere aftaler udenfor arbejdstid i kalenderen.
Det er bare som om, at jeg nogengange får behovet for samvær så rigeligt dækket på mit arbejde.
Jeg ser jo mennesker hver dag.
Mange mennesker. Nye mennesker.
I sidste uge, og hele denne, har vi haft og skal have møder med forlagene.
Det er virkelig interessant og spændende, og jeg elsker det. Men når man så har siddet dér og holdt ørerne stive, øjnene på stilke og forsøgt at finde plads til alle de nye informationer i hjernen (som jo burde have lagerplads nok, siden den åbenbart har slettet mine nytårsforsæt),  – er jeg ligesom fed up, som de siger ovre i Det Store Land, hvor de fleste er temmelig større end jeg.

Og så er det altså noget så dejligt at komme hjem.
Iføre sig alt det uklædelige, men varme, tøj og slæbe den glade hund med ud på en lang gåtur med blinkende lygter og refleksbånd.
Blive blæst godt igennem (er det bare mig, eller er det som om det har blæst uafbrudt de sidste 3 måneder?), for så at komme hjem, stå transvedende i entreen og afføre sig alt klunset, efter samvittighedsfuldt at have smidt den sorte hundelortepose i den store skraldespand, lave en kop kaffe, gribe den nærmeste åbne bog – og bare være taknemmelig for freden?
For at datteren er hos en veninde (kors, jeg er en elendig mor, der nyder det, når teenageren ikke er hjemme)!
Og så er den her måned altså bare så hård at komme igennem.
Jeg forstår det ikke – jeg har spist 2 kæmpe piller med sådan noget fiskeoliehalløj og burde være frisk?
Som en fisk.
Men lige nu har jeg det mere som en guppy på land.
Gispende og udmattet. Og nu kom jeg til at skrive i stedet for at se den svenske krimi, der lige er startet på DR1.
Ville ellers have fejret, at vi endelig efter fire uger uden, nu kan se TV igen.
Men det havde jeg åbenbart også glemt…