Engang da piloten og jeg endnu engang var nødlandet, blev jeg inviteret ud af en kunde. Uha, det lyder grimt – men jeg var boghandler og ikke, hvad dine associationer ellers får dig til at tro! Om det er 1 eller 2 eller 3 år siden har jeg lykkeligt fortrængt.

Det var en ganske nydelig mand. Gråsprængt og det hele og så hed han Jens. Det var da rimelig tilforladeligt, og jeg tænkte at nu havde jeg chancen for at indse, at der var andre mænd end piloten i verden.
Så jo, jeg sagde ja tak. Og han fik mit nummer. Åndssvagt, men oprigtigt talt så var jeg lidt befippet. Det sker trods alt ikke hver dag, at jeg sådan bliver inviteret ud. Senere skulle jeg fortryde, at jeg gav ham nummeret.
Men så ringede Jens og vi snakkede rigtig længe, var fuldstændig på bølgelængde (mente jeg naivt) og så kunne han lide hunde, havde selv to.
Vi skulle mødes i Hillerød.
Og allerede da jeg så ham tænkte jeg “Fuk fuk, hvordan dælen slipper jeg ud af det her?”
Manden kommer gående med sin selvsikre gang, grimme (men helt sikkert supersmarte) spidse sko og alt, alt for åbentstående skjorte hen over torvet. Og så krammer han mig.
Han fortæller at han har bestilt bord til os på en restaurant, og har tilladt sig at bestille maden også. Det er rigtig god mad, men portionerne er så urimelig store, at man ikke kan spise dem. Derfor har han bestilt en til deling. (Hvem sagde gnier?)
Vi går rundt ved det der slot. Og han stirrer på mig og jeg synes ikke det er rart, konstant at blive komplimenteret for mine fantastiske smukke, grønne øjne m.m.
Og da han vil holde mig i hånden river jeg den febrilsk til mig. Gud ved, om jeg lignede en ungmø i nød.
Nå men vi sætter os ind for at spise. Og måske er jeg en grovæder, men jeg kunne nemt have kværnet en hel portion selv.
Uden at blinke.
Jeg vil ikke have vin til maden, skal køre hjem jo.
Og så spørger han, om jeg bedst kan lide grøn eller lilla?
Lilla, svarer jeg, for det er pilotens hadefarve.
Min yndlingsfarve er grøn.
Så hiver manden Gudhjælpemig en gave op ad lommen. Det er et armbånd. Lilla. Han havde et grønt i den anden lomme!
Han sætter det på min arm, som mest har lyst at forsvinde i et musehul sammen med resten af mig.
Men så ser jeg jo, at han har en ring på. Sådan en af guld. En vielsesring sgu!
Jamen konen er på kursus. Og han og jeg har 14 dage til at finde ud af, om det skal være os to. Om han skal forlade konen, som han har kendt i 30 år, swimmingpoolen og de to hunde – som var konens!
Så sidder man der. På date med en gift mand!
Og jeg burde jo have rejst mig og gået. Men det gjorde jeg ikke. Men fandeme om jeg ville holde ham i hånden henover det småsnaskede bord med vores dele-portion. Heller ikke under, for den sags skyld!
Det blev mere og mere bizart. Jeg blev sammenlignet med konen – dog til min fordel. Vi havde samme tøjstil og hun havde sandelig også sko, der lignede mine.
Jeg sad og kiggede efter skjulte kameraer. Tænkte, at det her bare ikke kunne være sandt!
Så begynder han at fortælle om konen, hvor meget tid hun bruger på sit arbejde, hvor egoistisk hun er – også i sengen.
Jeg er altså temmelig blufærdig. Jeg gider ikke høre om fremmede folks sexliv – og slet ikke mens jeg spiser.
Og plejer det forresten ikke være kvinder, der synger den sang?
Og så fortæller han mig sgu, at det der med at hun også er egoistisk i sengen, alligevel ikke gør så meget.
“Jeg har mit sex-legetøj” siger han og blinker til mig.
Jeg falder død om. Jeg transmoglyffer mig væk. Jeg prøver virkelig. Og da han spørger om mine sexuelle præferencer, får jeg endelig fremstammet – måske lidt højlydt – at det ikke rager ham. Og at det finder han nok aldrig ud af.
Han vil gerne hjem og “give mig desserten”. Men jeg kører hjem alene. Og ringer til en veninde og fortæller om min disaster-date. Hun siger, det bare er typisk mig. Jeg har endelig vovet mig ud – og hvad sker der?
Det var ligesom dengang, jeg skulle passe børn og der var vindueskiggere. Eller hvad de var. Men det er en anden historie.
Den kære Jens måtte køre hjem alene. Jeg skulle have kørt flere timer før. Men var nærmest handlingslammet.
Og skrev en sms til ham, at jeg syntes han skulle koncentrere sig om konen. Og de næste to uger ignorerede jeg alle hans opkald, og sms. Også den, hvor han skrev jeg boede et dejligt sted – han havde tilfældigvis kørt forbi. Ja virkelig tilfældigt – jeg boede på en grusvej mellem to marker.
Sgu da ikke på margueritruten. Eller A6.
KLAMT!
Men jeg er vel ikke den eneste, med en disaster-date?