For et stykke tid siden – den der weekend i marts, hvor vejret var godt og vi nød livet i haven – var jeg på planteskole.
Der faldt jeg over dette skilt. Som har ligget gemt under en masse papirer lige siden.
Det lå der nok, fordi jeg udmærket var klar over, at jeg ikke gjorde nogle af delene nok. Og det var det egentlig ikke så rart at blive mindet om.
Nu har jeg støvet det af. Og i dag skal det op at hænge.
For at minde mig om dét, der vel egentlig er meningen med livet – og som jeg hellere må se at få kommet i gang med. Inden det er for sent.
Så nu har jeg lukket skeletterne ud af skabet. Givet dem et los i deres knoglede røve og bedt dem holde sig væk.
Og forleden gjorde jeg så et andet køb. Skulle egentlig bare have haft et par bukser (jeans, cowboybukser eller hvad det nu hedder).
Men så blev jeg så træt af at være kedelig og ensfarvet. Og så denne her, som jeg bare måtte eje:
For jeg skal til to konfirmationer…
Og vigtigst af alt:
Jeg vil sgu holde en fest!
Kan ikke huske, hvornår jeg sidst holdt fest? Da jeg blev 30? Den jeg ville have holdt omtrent samme tid sidste år, for at fejre mit nye job, aflyste jeg. For forlaget blev jo ligesom solgt, og vi alle fyret. Og så var der pludselig ikke så meget at fejre, vel?
Nu vil jeg fejre… æh…et eller andet. Hvad ved jeg? At jeg er i live, trækker vejret uden hjælp og stadig kan gå. Og forhåbentlig også danse? I virkeligheden er der nok at fejre: Jeg har en dejlig datter, som rent faktisk er glad for sit job og starter HF til sommer, en skøn hund, at jeg elsker min bolig og mit job. Og alle mine venner, som vistnok elsker mig og jeg dem.
Bare fordi jeg sidder alene Langfredag (og ja, den er sgu lang!) og ikke har en mand, der elsker mig (udover min far) eller en mand jeg elsker, er livet jo ikke så tosset endda.
Og om lidt kommer en veninde forbi og bæller kaffe. Måske man lige skulle bage en kage?