Ude til højre ligger nogle huse, det ene med en høj hæk langs en mark, vinkelret på vejen.

På lang afstand ser jeg så et dyr komme luntende, det lignede umiddelbart ikke en hunderace jeg kendte, så jeg holder øje med den, den har kurs mod vejen men er dog stadig langt fra den.

Det er så ikke en hund?

Det er en GRIS!

Den sødeste, fedeste og gladeste gris kommer vraltende, med flæsket dinglende og gult mærke i det ene øre.

Jeg er sikker på den blev forårskåd og brød ud af en dødssyg, masseproducerende staldbygning på størrelse med IKEA i Gentofte.

Desværre er jeg så lovlydig, at jeg ikke tog et billede af den med min mobil. Det var ellers et herligt syn!

Heldigvis var der en, der trak ind til siden og stoppede – måske var det hans gris.

Jeg småfnisede de næste par kilometer – helt oplivet af den muntre fedling på afveje.