Jamen så er det altså sket. Jeg har kæmpet imod længe.
Men nu er det et faktum:
Jeg er fuldstændig og helt og aldeles forelsket i min kæreste.
Som jeg faktisk har været sammen med siden sidst i august. Men jeg har jo ikke ligefrem en perlerække af lykkelige parforhold med i bagagen. Snarere et par grimme, ildelugtende og raslende skelletter i skabet.
Så jeg har været noget afmålt og forbeholden. Og vist også gjort mit til at skræmme ham væk. Sådan lidt a la “hvis du skal gå så gør det nu, inden jeg bliver alt for glad for dig”.
Men han er ikke gået. Og da jeg jo er ret gammel, så ved jeg jo godt, at selv om han er her nu, er det ikke ensbetydende med, at han er her i næste uge. Eller til næste år. Eller at jeg til den tid ønsker at han er det.
Jeg er bare villig til at løbe risikoen for et brækket hjerte. Jeg har tvunget mig selv til at turde.
Det har kostet mange spekulationer og overvejelser. Og en masse (ikke særlig rar) selverkendelse.
For jeg vil for alt i verden ikke gå glip af alt det her med ham, som jeg synes er så fantastisk.
Som kun bliver mere og mere fantastisk, efter jeg endelig har givet slip. Givet os begge lov til at være glade for hinanden.
Et eller andet sted, har jeg jo gået og troet, at kærlighed kun er for de “unge”. Tænkt at hvis jeg var rigtig heldig, fandt jeg måske en kun lettere halvblind og senil på plejehjemmet. Der var bare så (forhåbentlig) pokkers mange år, til jeg havner sådan et sted.
Og så har jeg tænkt skide være med det. Jeg syntes alting var nemmere uden mænd i mit liv. 7 år i limboagtigt helvede med den sidste, har nok også gjort sit til, at jeg ligesom valgte at droppe det dér med mænd.
Og så mødte jeg Ham. Det sidste sted i verden, jeg havde forestillet mig. I Sagnlandet Lejre, på weekend med islænderheste.
Så ja, han rider islænder. Han kan lide min datter og min hund. Han er p…. god til at lave mad. Lækker. Sjov. Klog. Kan ting med sine hænder (jaja, sådan praktiske ting med værktøj). Kysser fantastisk. Er kærlig og opmærksom og deltagende. Han er også temmelig god til andre ting, som jeg vil undlade at nævne her.
Og så er han nået helt til side 17 i en bog, han har haft liggende på mit natbord i omkring 2 måneder.
Vi kommer nok aldrig til at diskutere bøger – men hul i det. Og han har tævet mig i Scrabble.
Det er bare så dejligt at mærke mit gamle, sure og hårde hjerte svulme, når jeg tænker på ham.
Alting er ligesom sjovere, hyggeligere og bedre, når han er der.
Og måske må jeg have ham med på plejehjemmet?
Det var bare det, jeg ville sige – hej.