Anmeldelse af Sara Blædel “Dødesporet”,
forlaget People´s Press
Af en eller anden mystisk grund har jeg ikke fået anmeldt Sara Blædels seneste krimi? Jeg læste den ellers i ét hug, umiddelbart efter udgivelsen i november. Nogle kvinder tager aldrig af sted uden en læbestift i tasken – jeg tager aldrig nogen steder uden en bog. Og lige præcis dén lørdag var det en glimrende idé:
Vi skulle nogle stykker til Sverige og kigge i hesteudstyrsbutikker, men “bussen” vi kørte i, skulle lige tankes op på vej ud af Stenløse. Desværre (eller heldigvis for mig) fik chaufføren hældt benzin på – og det var en diesel bil. Så vi tilbragte lige en halvanden times tid på tanken, mens vi ventede på hjælp.
Men jeg nød det. Jeg sad i bilen med “Dødesporet”. De første 10 – 20 sider tænkte jeg “hvad fanden er nu det om?” men så blev jeg grebet. Var dybt asocial og læste hele vejen til den første butik i Sverige. Bogen blev færdig i lommelygtens skær på broen hjem.
For pokker da, hvor Sara Blædel bare kan det der! Hun forstår virkelig at skrue et plot sammen og holde læseren fanget.
 |
| Udgivet 8/11-13, 317 sider |
Vi er igen i de vante omgivelser omkring Hvalsø. En knægt skal igennem et indvielsesritual, da han nu er blevet gammel nok til at være fuldgyldigt “medlem” af den gruppe, der gennem generationer har dyrket asatroen. Men noget går galt og han må gemme sig i skoven.
Louise kommer videre med sin søgen efter sandheden om ekskærestens død mange år forinden, noget der altid har plaget hende.
Jeg vil ikke skrive så meget andet end at jeg virkelig anbefaler denne fremragende krimi. Hvis jeg havde fået lavet mit “stjernesystem”, havde hun fået dem alle sammen.