Anledningen var besøg af den svenske krimiforfatter Mari Jungstedt. Et par dage forinden havde jeg fået hendes nye bog med posten – jeg havde ikke nået at læse den helt færdig inden (det har jeg nu og anmeldelse følger senere).

Mari Jungstedt

Det blev en virkelig interessant og underholdende aften (1½ time) i selskab med denne underholdende og kloge forfatter. Samt en række spørgelystne bloggere.

Mari fortalte levende om hvordan hun finder inspiration til bøgerne; hun har nu skrevet 10 bøger på 10 år – i DK er vi lidt bagud og det er hendes 7. bog på dansk, der udkommer her d. 11. juni.

Inspirationen har hun aldrig måttet lede efter, hidtil har inspirationen til den næste bog kommet allerede mens hun var i gang med den forrige – ligget og murret svagt inde i hovedet, indtil bogen var færdig og hun kunne forfølge de nye ideer.

F.eks fik hun noget af ideen til den nyeste bog, engang hun var til fest og minglede. Hun kom til at tale med denne anden kvindelige forfatter, der – selvom de ikke kendte hinanden- blev ved med at tale om sin mand, om deres fantastiske ægteskab, hvor meget de elskede og forgudede hinanden efter 30 år og ingen hemmeligheder havde for hinanden.

Tilfældigvis vidste Mari, at en anden kvinde gennem en årrække havde haft (og stadig havde) et forhold til kvindens mand.

Hemmeligheder spiller en stor rolle i “Den dobbelte tavshed”.

Efter ideerne kommer researchen, som Mari Jungstedt er meget grundig med:

Hvert år holdes der Bergman-uge på øen Fårö – og vennekredsen som denne bog handler om, deltager i denne. Mari selv har cyklet øen rundt for at finde Bergmans hus, hvis beliggenhed ingen på øen ville ud med.

Da hun mente at have fundet det, kravlede hun over en høj mur iført stram kjole og tårnhøje guldsandaler.

Men en af personerne skulle i bogen befinde sig netop der, og derfor måtte hun vide, hvordan der så ud og hvordan det føltes at være der.

En anden gang, under tilblivelsen af bogen “Den døende Dandy”, var hun på sexklub. Ikke sådan en almindelig en. Men en for mænd. KUN mænd. Mænd der kommer for at gøre “det” med mænd.

Hun kontaktede en klub i Stockholm, og fik lov at komme på besøg. Men kun i den afdeling, der var for både mænd og kvinder. Hun fortalte ejeren, at hun ville skrive denne her bog, og blev nødt til at vide, hvordan der så ud, hvordan stemningen var; lyde, lugte og det hele. Så hun fik lov at kigge med på en skærm.

Men det virkede bare ikke godt nok. Og ejeren forbarmede sig over hende, og lukkede hende ind. Hun luskede rundt (gjorde sig meget lille) i hælene på ham og observerede som en gal.

Altså, jeg kunne blive ved med at skrive om sjove ting hun fortalte. 

Hun var ikke kun sjov – med en latter der kom fra maven og var dejlig høj – hun virkede også klog og oprigtig.

Hun fortalte om dette netværk, hun er med i, med blandt andre Åsa Larsson og Camilla Läckberg, de hjælper hinanden, ringer og siger “ÅRH, jeg er gået i stå, jeg kan ikke skrive” og sådan. Og så hjælper de hinanden. Spiser frokoster og bruger hinanden. Hvis den ene er kommet godt ind på markedet i et land, hjælper hun med at bane vejen for de andre.

De betragter sig mere som kolleger end konkurrenter.

Helt ærligt, hvilke mandlige forfattere ville gøre det? De ville være monsterbange for, at nogen skulle tage en bid af deres kage!

Tak til People’s Press for et vellykket arrangement!