Det er irriterende at være sådan én, der husker alle mulige mærkelige datoer –  men har svært ved at huske, hvad jeg sagde og lavede i går.
Jeg husker datoer for møder med næsten alle kærester ( i al fald de vigtigste i de sidste 15 år + den allerførste), datoer for breakups datoer for dit og dat. Og alle mine gamle pinkoder og telefonnumre.

I dag er det f.eks. præcis 6 år siden, vi flyttede fra Næstved til Nordsjælland.
Vejret var dejligt. Alt var kaos (havde som sædvanlig pakket en del i mærkelige kurve og plasticposer – og glemt noget i nogle skabe).
Mine søde veninder var der med mænd og kærester og børn for at hjælpe.
Min kæreste, hans drenge og min datter slæbte. Min kæreste hundsede med flyttemanden og belærte ham om, hvordan han skulle pakke sin flyttevogn (burde nok have set det som et tegn?).
Katten skreg i transportkassen.
Husker følelsen, da vi kørte af sted foran flyttebilen, veninderne vinkede – og jeg vidste ikke om jeg skulle le eller græde.
For nu var en epoke slut og en ny kunne begynde.
Slut med singlepigen og ind med det faste parforhold med fælles madkonto.
Gud ved, om jeg havde vendt om, hvis jeg vidste, hvordan det skulle gå?
Eller havde jeg haft mod (og manglende hjerne) nok til alligevel at fortsætte?
For det gik jo absolut ikke, som jeg troede det skulle gå.
Vi fik aldrig de der høns, huset blev aldrig færdig og jeg blev aldrig mig selv igen.
Datteren og jeg sagde farvel til alt, vi kendte. Venner, skole, job.
Og fik nye venner, skole og job(s).
Det blev aldrig det lykkelige familieliv, jeg troede vi skulle have.
Og året efter flyttede jeg så igen. Den 1. oktober faktisk. Det kan jeg også huske. Så flyttede datteren og jeg ind i en lille lejlighed. Katten var klogt nok stukket af længe forinden.
10 kg lettere, var faktisk blevet så tynd, at når jeg lagde mig til at sove på siden, måtte jeg lægge hænderne mellem knæene, ellers gjorde det ondt, når knoglerne skurrede mod hinanden.
Og så har jeg tilbragt årene efter med at gå tilbage til ham. Gå fra ham igen. Være bitter og ærgre mig gul og blå.
Men.
Men.
Men på den anden side: Hvis ikke jeg var flyttet dengang – hvad så? Havde vi så stadig boet på 1. sal med lille altan? Var datteren kommet i dårligt selskab? Havde jeg aldrig fået hund?
Et er sikkert: Hvis vi ikke var flyttet dengang, så havde jeg ikke boet her nu. (Logik for burhøns, I know). Jeg er lykkelig for vores hjem her på gården ude på landet tæt på byen.
Jeg havde ikke fået det job på et forlag. Jeg havde ikke fået det job, jeg har nu og er glad for.
Jeg havde ikke mødt alle de dejlige mennesker, jeg efterhånden har mødt nu. Selv om det godt nok tager tid at falde til i noget, der føles som en ny verdensdel. Det kan være svært at få nye venner, når man er en halvgammel krage.
Jeg havde ikke mødt de dejlige hestedamer, med hvem jeg nu ses hver dag, og måske aldrig begyndt at ride igen. I hvert fald ikke på Ösp, den dejlige krikke:-)
Og måske havde jeg heller ikke lært at skelne mellem shit og kanel, når det kommer til mænd. Det var godt nok en lang og hård læretid – men nu har jeg fattet det.
Der er grænser. Jeg har grænser. Og Gud se i nåde til den næste mandsperson der overskrider (ha, glemte først et “r” i overskrider, så bliver det til overskider – og det passer meget godt!) dem.
Så summasumarum: Intet er så skidt at det ikke er godt for noget. Det kan bare være skide svært at se, når man står midt i det, der er skidt!