Stødte på denne artikel på fra Kristeligt Dagblad.
Den fik mig endnu engang til at tænke lidt over, hvor meget tid jeg bruger på henholdsvis pc og smartphone: Alt for meget.
Jeg er typen, der altid har min telefon på mig.
Der er ganske få undtagelser: jeg har den ikke med i bad, men den ligger lige på den anden side af bruseforhænget på en skammel. Den kunne jo ringe eller bippe, mens jeg var i bad. Og måske ville jeg endda gå glip af noget vigtigt, hvis jeg ikke tog den. Og jeg er jo ledig og skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet – men man har vel lov at gå i bad?
Jeg har den heller ikke med, når jeg skovler hestelort på folden og det vælter ned i stænger, som det har gjort i, hvad der føles som evigheder. Men så ligger den inde i skuret og venter.
Jeg er endda også typen, der gerne tager billeder af hvad som helst og smækker dem på Facebook. Mine “venner” på Facebook troede på et tidspunkt, at mit liv ikke bestod af andet end høns og heste – jeg nærmest spammede med billeder af mine smukke dyr.
Men hvorfor egentlig? Hvor interessant er det lige at se hundredetusind billeder af mine 10 høns (nu er vi nede på 9) og min hund og hest? Det er de samme dyr. Og bare fordi jeg finder dem smukke, er det jo ikke ensbetydende med at alle gider glo på dem.
Til gengæld er jeg vældig flink til at “like”folks kager og babyer og speltbrød.
Jeg tjekker min mail mange gange i døgnet. Jeg sender sms temmelig tit. Egentlig bliver jeg ofte pisseirriteret over at blive afbrudt i tide og utide. Så tikker der en sms ind, og afsenderen forventer svar indenfor kort tid. Men jeg er i gang med at strikke eller læse og gider ikke lige svare. (Jeg må med skam melde, at jeg ofte glemmer at svare – ikke med vilje!)
Mine sms’er ankommer sikkert heller ikke altid belejligt hos modtageren.
Jeg står i kø i supermarkedet og i stedet for at nærstudere indholdet af folks indkøbsvogne/kurve og digte historier oppe i hovedet om dem, tjekker jeg min mail. For tænk nu hvis der pludselig kom et eller andet vanvittigt spændende.
Jeg logger på Facebook i tide og utide og sidder ustandselig og glor ned i min telefon, dog er jeg så gammel og så godt opdraget, at jeg godt kan føre en samtale med andre levende mennesker uden at kigge i den.
Jeg kan gå helt i panik, hvis jeg ikke kan finde den – og kan nærmest ikke køre bil uden.
Ikke fordi jeg bruger GPS’en, men fordi jeg næsten lammes af skræk over, hvad der vil ske, hvis jeg er ude for et uheld, kører et rådyr over eller ser en ulykke, og jeg så ikke kan ringe efter hjælp? (bør dog beroliges ved tanken om, at alle de andre i trafikken sikkert har deres med).
Jeg rider aldrig tur på hesten uden, enten jeg selv eller en af de andre har telefon med.
Men det er igen det der med at ringe efter hjælp, hvis uheldet er ude.
Men jeg besvarer heller ingen opkald eller sms, når jeg sidder på hesteryggen.
Nu skal der så andre boller på suppen. Har besluttet mig for at tjekke min mail 3 gange dagligt: morgen, middag og aften. Skære ned på antallet af logon på Facebook. Og ikke tage telefonen frem i supermarkedet før det er min tur til at betale, og jeg skal finde dankortet frem – det sidder i mobilens cover.I stedet må jeg betragte de andre kunder og deres indkøb, kede mig eller hvem ved, måske møde the next Mr. Right?
Følgende er et fint – men heldigvis harmløst – eksempel på, hvad der sker, når mobilen skal frem.
Var ude at ride aftentur i forrige uge. Det var en utrolig smuk aften med den flotteste himmel. Og jeg tog min Iphone frem for at fotografere den betagende solnedgang. Men jeg skulle holde på både tøjler, pisk og telefon – og tabte pisken. Så jeg måtte af og samle op. Hjemme igen skulle jeg sende billederne til min rideveninde -det var før jeg fik læsebriller – og kom til at slette dem i stedet.
Skulle nok bare have ladet mobilen ligge i lommen, i stedet for at forevige øjeblikket. For solen forsvandt jo nærmest helt, inden jeg fik fumlet færdig og samlet op…