Udgivet 24. oktober 2016, 312 sider

Karensminde starter en smuk sommerdag. vi er på Møn, solen skinner og Bjørk er på besøg hos sine forældre, der netop hjemvendt fra Grønland er ved at etablere Bed & Breakfast på gården Karensminde.
Verden står stille i bogens stemningsmættede begyndelse. Men da faderen Jens falder ned fra en stige og i hast må på hospitalet, ændrer bogen karakter.

Karen og Jens er kommet flyttet fra Grønland for at være mere sammen med de tre børn og børnebørnene, inden det er for sent. Bjørk og broderen Knut samt storesøsteren Hilde er opvokset i Grønland, og hurtigt fornemmer man, at den opvækst måske ikke har været helt så idyllisk, som man umiddelbart skulle tro.
Der er ikke meget familiehygge for Karen og Jens at vende hjem til. Knut på i Jylland med kone, karriere og børn, Hilde nægter at vise sig på gården (man finder senere ud af, hvorfor) og Bjørk bor i København med en mand, som hun efter faderens ulykke egentlig er vældig tilfreds med at slippe væk fra. Hun lejer et hus i nærheden af Karensminde og får job på den lokale skole, så hun kan hjælpe moderen og besøge faderen på hospitalet.

Temaet er familie. Familie på godt og ondt. Hvordan nogle barndomsminder er lykkelige og andre slet ikke huskes, om hvordan atter andre fortrænges eller forvrænges.
Om hemmeligheder, fortielser og løgne.

Romanen er god, stemningen fortættes og sproget rigtig fint.
Det eneste jeg er ked af er, at jeg ikke har læst “Godhavn”, som bogen åbenbart er en fortsættelse af.