Det er fredag ved frokosttid. Jeg sidder med regnvåd og lugtende hund i min sofa, omgivet af flyttekasser og alt det rod, man ikke lige ved hvor man skal gøre af.
Efter at have iført mig regntøj og gummistøvler samt monteret sele på hunden, var jeg klar til at gå morgentur i den silende regn. Men hunden ville ikke med, og jeg måtte ind igen. Efter yderligere et par timer, var han vist ved at tisse i bukserne og ville gerne med – men kun hen forbi naboen, hvor han vendte om og løb hjem, efter at have tilført hækken mere væde.

Jeg venter i spænding på resultatet af den coronatest, jeg fik foretaget i går. Min første, men sandsynligvis ikke den sidste.

Naturligvis håber jeg på, at jeg er negativ. Jeg har det egentlig ret fint, kun lidt ondt i halsen nu og lidt snot. Men jeg måtte gå hjem fra arbejde i går, efter vi havde sendt en række elever hjem med snot og ondt i halsen.

Efter at bandet over de forældre, der i disse coronatider sender syge børn i skole, gik det op for mig, at jeg stadig havde ondt i halsen og heller ikke burde sende mig selv i skole. Så efter at have fået fat i vikar, arbejdet med min dårlige samvittighed og lagt plan til vikaren, tog jeg hjem. Brugte lang tid på at komme i gennem til lægen, og kunne så tage til Næstved og blive testet om eftermiddagen.

Og nu sidder jeg her i en underlig tidslommeagtig venten. Jeg må ikke komme på arbejde, før jeg har fået svar på testen. Jeg kan ikke tage ud og købe flere flyttekasser. Men værst af alt ved jeg ikke, om jeg kan flytte i morgen som planlagt. Det er faktisk ret frustrerende.