Nå, det er så åbenbart rigtigt, at man skal passe på med at være højlydt stolt af sig selv eller tilfreds med tilværelsen?!

I morges, da jeg var ude med hunden stod jeg pludselig som lammet midt på den lille landevej, vi bor ved.
Jeg tror hunden havde rykket i snoren, i hvert fald fik jeg så afsindigt ondt i ryggen, at jeg slet ikke kunne bevæge mig i flere minutter. Ej heller trække vejret (dog ikke i flere minutter, så var jeg vel død?).
Jeg gik helt i panik. En sløv mini-landevej en tirsdag morgen i den bedste sommerferietid er  ikke vanvittigt befærdet. Og jeg havde ikke min mobil på mig.
Jeg måtte gå bittesmå museskridt hjem, og hvæse og snerre ad hunden, der ville trække. Men jeg kunne ikke bevæge armene, uden det gjorde sindssygt ondt, så jeg kunne ikke holde ud, at hun trak.
Men på en eller anden måde forstod min kloge hund, at det var alvor og hun gik pænt og meget langsomt lige ved siden af mig.
Lægen havde ferie. Og det lægehus jeg blev henvist til at telefonsvareren ville ikke se mig. Jeg ville blive ringet op af en læge, sagde de. Han ringede så først, da jeg efter at have ventet en forfærdelig time, ringede for at høre hvornår han ville ringe.
Jeg skulle tage 2 x panodil og 2 x Ipren 3 x dagligt.
Spassernar.
Det lykkedes mig på et tidspunkt, under min venten, at få mig placeret i en stol med et par store puder i ryggen. Men jeg kunne ikke engang holde en bog, uden det gjorde for ondt. Eller klø mig på næsen.
Øv!
Så tog jeg min mobil og gik laaaangsomt over marken til hestene, vidste at nogle af de andre damer var derovre, og jeg kunne bare ikke holde ud at tusse rundt mellem stue, køkken og have hele tiden.
En af de søde stod bag mig og trak blidt mine arme mod sig (jeg havde albuerne samlet foran brystet), der kom nogle rædsomme knæklyde, og så trænede jeg ellers langsomme vridninger(?) af overkroppen. Og efter lang tid kunne jeg bevæge mig lidt mere og havde det bedre. Det gør dog stadig mere end pisseondt.
Værre var det, da jeg skulle ind og ud af hendes bil senere.

I morgen skal jeg til akupunktør og fysioterapeut – holder mig fra kiropraktoren (som jeg var hos i går) et stykke tid.

Konklusionen må være, at man ikke skal kæfte op om sit gode humør, dejlige liv eller være stolt og blære sig – for så kommer sgusgu manden og han slår sgu hårdt.
Og for pokker da – jeg vil jo bare nyde min ferie i fulde drag!
Måtte melde afbud til aftenens skovtur. Virkelig nedtur!