Nu spørger du måske dig selv: “Hvad i alverden har kageopskrifter at gøre på en blog om bøger?” Tjah… Man kan spise kage, mens man læser.
Pæretærten med mazarincreme hittede…For mindre end en måned siden, havde jeg fødselsdag. Jeg havde inviteret til åbent hus ml. 14-17 – og eftersom jeg ikke anede, hvor mange der ville dukke op, havde jeg bagt en pokkers bunke kager. Én af favoritterne var denne meget lækre (og nemme) pæretærte. Jeg fandt opskriften på Coop – og nu giver jeg den videre til dig.
Opskrift på pæretærte med mazarincreme:
MØRDEJ:
200g hvedemel (glutenfrit kan også bruges)
70g flormelis
100g smør (køleskabskoldt)
1 æg
MAZARINCREME:
100g marcipan
100g sukker
100g blødt smør
2 æg
4 pærer
50g smuttede og hakkede/fint skårede mandler
TILBEHØR:
Flødeskum eller Cremefraiche
FREMGANGSMÅDE:
- Mel og flormelis kommes i en skål, og det kolde smør smuldres i. Samles til sidst hurtigt med det sammenpiskede æg
- Dejen stilles i køleskab i mindst en halv time før brug. Den kan ligge der i et par dage, eller med fordel laves i forvejen og fryses
- Tænd ovnen på 175 grader
- Læg dejen i formen og prik bunden med en gaffel.
- Læg bagepapir ovenpå og fyld formen med tørrede bønner eller ris (som kasseres efter brug, eller gemmes i bøtte til næste gang)
- Bag i 15 minutter – fjern bønner og papir og bag igen i 5 minutter
- Riv marcipanen på den grove side af rivejernet og pisk den sammen med sukker og smør
- Tilsæt æggene, et ad gangen, mens du pisker
- Fordel cremen på den letafkølede tærtebund og fordel pærerne – som du har skåret i tynde både- ovenpå
- Drys med mandlerne og bag hele molevitten i ca. en halv time, til tærten er gyldenbrun
- Nyd den
- PS: Når du alligevel er fedtet ind i mørdejen, kan jeg anbefale dig at lave en ekstra portion dej til fryseren