Har vist fået foråragtig virus i hjernen. Fik en påtrængende indskydelse om at klippe mit lange, krøllede og hennafarvede (læs temmelig gråsprængte) hår af. Altså ikke til hårrødderne vel, men tæt på.
Og jeg kunne ikke slippe den idé.
Så nu er jeg meget korthåret. Det er helt vildt, hvordan et skift af frisure kan ændre en person! Naturligvis ikke personligheden, men udseendet.
Jeg ligner en voksen.
Sjovt nok, er det udtryk jeg har hørt mest, siden jeg blev klippet i går “Guud, du ligner en voksen!”
Gad vide, hvad jeg lignede før?
Jeg kan godt se det. Jeg ligner en helt anden.
Dog kun lige indtil jeg åbner munden.
Nu har jeg et meget nydeligt hår. Det er faktisk smadder pænt (ja, et af nytårsfortsættene er at være sødere ved mig selv – der er jo ligesom ingen Mr. Darcy eller lignende til at være det).
Men på en eller anden måde føler jeg, at jeg snyder lidt.
Jeg ligner en nydelig midaldrende kvinde.
Hvilket jeg på den ene side jo vitterlig er.
Men… Jeg er jo ikke en rigtig nydelig og midaldrende kvinde. Der kommer ofte meget mærkelige ting ud ad min mund, jeg taler tit for meget eller alt for lidt.
Jeg kigger efter alt for unge mænd, fordi jeg glemmer, hvor gammel jeg på forunderlig vis er gået hen og blevet.
Altså ikke helt, helt unge.
Ikke unge på den klamme måde, de er bare på den “forkerte” side af de 40. På den side, hvor jeg ikke længere befinder mig.
Jeg har ingen penge i banken, kører en gammel (men den er pæn grøn) bil, er ikke gift og og har ingen fornuftig pensionsopsparing.
Jeg afholder ikke brunch og parmiddage, eller tilbringer weekender i Lalandia eller andre mere eksotiske steder.
Jeg gør/har ikke mange af de ting, jeg forbinder med (forventede at have/være) at være en nydelig midaldrende kvinde.
Jeg kan huske, at da jeg var ung og min mor proklamerede, at hun følte sig som en 18 årig indeni, vendte jeg øjne og var ved at brække mig.
Nu ved jeg, hvad hun mente.
Jeg er forklædt som voksen.

.