Om 3½ uge bliver jeg muligvis boligløs.
Hjemløs. Forhåbentlig uden indkøbsvogn og urinplettet tøj.
Jeg bor i en lejlighed, som jeg lejer billigt af en veninde – her har jeg boet siden august.
Her kan jeg bo indtil 31. oktober.
Lejligheden ligger i min fødeby, oven i købet i det kvarter jeg boede i, indtil jeg for 9 år siden flyttede en del kilometer længere nordpå. Lejligheden er rigtig hyggelig, min veninde har indrettet den fint. Men jeg savner mine egne møbler og ikke mindst mine bøger (OG de sko/støvler der ikke er klipklapper eller ridestøvler), som har været pakket væk og boet i en venindens garage siden sidst i juni.
Jeg savner min hund, der siden august har boet på Bornholm uden mig.

Der må ikke være dyr i det her lejlighedskompleks.
Faktisk bryder jeg mig ikke særligt om at bo i lejlighed. Synes det er vildt grænseoverskridende at jeg, når jeg ligger i “min” seng kan høre naboen/underboen, eller hvem det nu er, der pisser som en hest og prutter i én lang tone. At jeg kan høre folk skændes – og deres efterfølgende gøredetgodtigensex, underboen øve sig på bas.
Jeg er træt af gadelygter og fester, af knallerter der vækker mig en time før jeg skal op, af at skulle i kælderen for at vaske tøj – og huske at skrive mig på vaskelisten forinden.
Når alt det er sagt, er jeg selvfølgelig alligevel taknemmelig for at have et sted at være!

Jeg har lovning på et nyt sted at bo.
Et dejligt, grønt og brændeovnsopvarmet lille sted på landet.
Midt i dejlig natur, tæt på skov og fjernt fra gadelygter, pissende naboer og andenhåndssex. Hvor jeg får masser af have – og min hund kan komme hjem og bo igen. Hvor der er ro og fred og stilhed.
Jeg glæder mig som en åndssvag!
Problemet er bare, at jeg ikke ved hvornår!
Der bor én nu. Som skulle have været flyttet. Men som nægter at flytte. Og nu skal hele sagen i retten.
Og tiden bare drøner af sted som en vanvittig, det er temmelig køligt udenfor, og jeg forsøger ihærdigt at have is i maven.
Det kan godt være lidt svært. Jeg har det skiftevis meget koldt og meget varmt/uroligt i den mave.

I dag var jeg så ude at se på et lille billigt anneks. Også ude på landet. I et meget smukt område.
Men hos en enlig mand. Som aede mig på ryggen, inden han viste min veninde og jeg annekset.
Gætter på, det er det tidligere hønsehus. Der var sat plexiglas foran de dér små staldvinduer (som ikke kunne åbnes). To bitte små rum opvarmet af en stinkende gasovn. Den stod og bragede løs, på det plettede grå gulvtæppe. Døren var en dobbelt, rødmalet stalddør. Med en hængelås. Og hvidkalkede mure – også indvendig.
Jeg kunne få have. Jeg kunne få æg. Og sikkert mere end det. Min veninde mente, han var brændt varm på mig.
Ja, det var billigt. Og ja, det skulle være midlertidigt. Og ja, der var høns og stor have.
Men jeg skulle over i hans hus for at bruge bad og toilet. Og køkken. Og jeg kan simpelthen ikke fordrage, når folk jeg ikke kender rører ved mig! Især ikke mænd. Og slet ikke halvgamle mænd, hvis kone kun befinder sig på dørskiltet og hvis søn (på 25) flytter hjemmefra til december. SLET IKKE halvgamle, ensomme mænd med sprutånde, som jeg skal dele matrikel med. I mørket. Helt alene. Bvadr! Tror jeg har læst bogen!

Nå. Så jeg er tilbage ved start.
Slår koldt vand i blodet, får is i maven og holder vejret. Krydser fingre og håber på det bedste.
Sidst på måneden skal sagen i retten. Først derefter kan jeg ligesom afgøre, om jeg skal opgive det lille hus og lede efter et nyt. For jeg kan jo ikke finde noget andet nu, hvis mit lille drømmehus bliver klar til november, vel?
Hvis ikke det gør, håber jeg på en mild vinter.