Sund og usund

Kogebog og sund mad

Sund? Måske tænker du allerede “åh nej, ikke endnu én, der er blevet frelst og sundhedsfanatiker”?? Så kan du roligt tænke om igen. Jeg er desværre ikke særlig sund og absolut ikke fanatisk på nogen måde.

Faktisk er jeg det modsatte. Møghamrende usund. Men sig det ikke til nogen… jeg kan leve fint af smøger, kaffe, chokolade, kage og cola. Troede jeg. Men nu er jeg blevet 50 og jeg kan ligesom mærke, at dén ikke går længere. Jojo, jeg har godt hørt, at sukker har fanden skabt og at rygning er dødsensfarlig – jeg er jo ikke ignorant. Derimod har jeg ingen rygrad men til gengæld et hav af undskyldninger. Og usund som bare pokker.

Min krop er halvgammel. Jeg har altid været en lille, tynd lort. Nu er jeg en lille og bred lort. Og det er ligemeget om jeg står med fronten eller siden til. Jeg har fået mave! Og nej, jeg er ikke gravid (det kræver jo en vis handling eller donor), alle disse år med “snyd, du er så tynd og du spiser hele tiden” og ufatteligt dårlige madvaner har indhentet mig.

Desuden har jeg altid ondt et eller andet sted. Sover ad helvede til og er træt som et alderdomshjem. Men nu vil jeg simpelthen prøve noget nyt. Leve sundere. Se, om ikke alle de kloge alligevel har ret i den der “du bliver, hvad du spiser”.

Jeg har et hav af kogebøger, og har kigget i denne her

Inspirerende kogebog Mad, kunsten at spise godt og leve sundt

Den er rigtig fin og meget inspirerende, og er skrevet af Anette Harbech Olesen Jeg starter med morgenmaden og har her til aften rørt en slags grød sammen, som skal hvile natten over i køleskabet.

I morgen kommer der så lidt kvaste hørfrø og frisk frugt på. Og så kommer den med i skole. Mine kolleger undrer sig nok over, at jeg ikke spiser chokoladekiks til morgenmad, suppleret med havregryn eller skyr.

Bircher Mysli

Tidligere i dag var jeg i Stege og proviantere, indkøbte tonsvis af frø, nødder og krydderier.

 Nødder og frø er indkøbt

Jeg har endda taget to kugler frossen spinat ud af fryseren, så de kan tø op i løbet af natten – enten til smoothie eller spinatpandekager med banan.

Men Rom blev ikke bygget på en dag, og jeg orker simpelthen ikke følge en eller anden kur, retning, guru eller andet. Må bare prøve at ændre stille og roligt på tingene, lidt ad gangen. Det tror jeg, virker bedst for mig.

Selvfølgelig ville det da være fedt (haha), hvis min 50 årige hængevom forsvandt, men jeg er mere ude efter at få mere energi, en bedre nattesøvn og følelsen af at gøre noget godt for mig selv.

Hvad gør du? Følger du en “retning”? Lever du sundt? Og er du sund hele tiden?

Motion i lange baner venter jeg med. Jeg er ikke særlig god til at gå til noget

Men jeg går meget med hunden.

One thought on “Sund og usund

  1. Jeg forsøger så vidt muligt at trække min kost og livsstil i retning af det antiinflammatoriske – men jeg følger ingen slaviske kure eller programmer. Plukker lidt hist og pist mellem alle de gode råd og vejledninger – og supplerer med den sunde fornuft 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.