Hvis jeg var en bog

Hvis jeg var et band, ville jeg nok være Herman´s Hermits (Herman´s eremitter). Og hvis jeg var en bog var jeg måske Ragdes “Eremitkrebsene”?
For jeg er vist sådan lidt eneboer-agtig?
På den fede måde, synes jeg selv. For det meste…
Jeg kan sige nej tak til invitationer, fordi jeg hellere vil være hjemme.
Jeg kan gå i flere dage, uden menneskelig kontakt, andet end den via sms og opringniger, og dem jeg tilfældigvis møder, når jeg lufter hunden.
Jeg nyder, at jeg, når jeg som nu har ferie, kan gå i to dage i grimt og slasket nattøj og morgenhår døgnet rundt, uden at være bange for at skræmme nogen med min drageånde og ufattelige morgengrimhed. (jeg børster altså tænder! Men synes det er så befriende at slippe for den der gentagne, daglige trummerum, med at stå op, gå i bad, føntørre hår osv.osv).
Jeg føler mig ikke ensom
Bor dog ikke alene men stadig sammen med både datteren og hunden.
Jeg har været alene en del af ferien, og forleden fik jeg nok af min selvvalgte isolation, og tog ud til kaffe hos en gammel nabo. Det var hyggeligt, men alligevel blev jeg slået af en glæde over at bo uden en mand:
Han var altså lidt i vejen.
Han sad i stuen og så fodbold, da jeg kom.
Og vores konversation var derefter: “Har I haft en god jul?” “Jo tak, hvad med jer?” “Tak den var fin”…
Man kan altså ikke tale fuldstændig frit fra leveren, med ens kæreste til stede.
Og det er fordi, så meget åbenbart drejer sig om ham.
Han fylder en del i ens liv (hvis man altså har en), uenigheder, uoverensstemmelser, glæder, sex og økonomi, er ikke bare sådan noget, man sidder og plaprer løs med, når han sidder ved siden af og lader som om, han er dybt optaget af 22 mænd i shorts…
Og man har voldsomt brug for at få luft – det mindes jeg svagt selv.
Heldigvis fortrak han, ind på et af de sammenbragte børns værelser, hvor han spillede playstation med drengen.
Det var da sødt. Men som hun tørt konstaterede, var det ikke noget han ellers gjorde. “Det er fordi, han ikke ved, hvor han skal gøre af sig selv når du er her”, sagde hun.
Og så var de jo lige, at jeg priste mig lykkelig over “kun” at bo sammen med barn & hund.
Tænker tit på, at hvis jeg nu havde en mand, HVOR skulle han så være?
Hvor skulle jeg gøre af ham, når mine veninder kom på besøg?
Skal man bygge en opvarmet garage med TV og internet, og sende ham derud? Bede ham om at besøge sin mor/ven?
For de er altså i vejen for den frie samtale.
Helt fine at være i stue med, når alt er ok og ingen har trang til at spy galde ud. Gode (nu generaliserer jeg en anelse, I know), når der skal diskuteres politik og verdenssituationer.
Men ikke, når man skal høre, hvordan veninden i virkeligheden har det.
Nå, men han luskede af, og vi rykkede tættere sammen i sofaen, og så fik jeg hørt, hvordan julen i virkeligheden havde været. Og atter blev jeg glad. Ahh, glad er måske så meget sagt, men jeg tænkte i al fald, at det sgu er meget nemmere uden. Uden mand.
Jeg har jo prøvet det. Med hele 3 mænd har jeg boet sammen. Heldigvis da ikke samtidig.
Men med samme katastrofale udfald.
Ham den lækre, søde, opmærksomme, kærlige mand der er villig til at føre lange samtaler og alverdens ting INKLUSIV følelser, glider langsomt, og i starten nærmest umærkeligt over i sådan én, der prutter og bøvser som var han betalt for det (og kigger chokeret og forarget på én, hvis man for hver af hans 4000 prutter selv kommer til at slippe en lille vind), kun taler om sig selv, sit job og sine interesser.
Ok, det er uretfærdigt – det var kun den sidste…
Nej, men helt ærligt.
99% af tiden er jeg glad for at bo uden en mand.
Man kan jo ikke bede ham skride ud på en lang gåtur (6-7 timer), når man har lyst til at være alene.
Jeg kan indrette hjemmet, præcis som jeg vil have det (her ville en ekstra indkomst dog være kærkommen),ligge og læse så længe jeg vil, uden at genere nogen med at lyset er tændt.
Have besøg af dem, jeg vil og når jeg vil.
Lade hunden ligge i både seng og sofa, uden en perfid rengøringsliderlig mand synes det er vildt ulækkert.
Jeg slipper for en skrækkelig svigerfamilie med endeløse rækker af fødselsdage, konfirmationer og familiekomsamner. Hm.. har så aldrig haft en skrækkelig svigerfamilie, men jeg hører jo et og andet og læser en masse bøger.
Men jeg må også indrømme, at jeg nogen gange er ulidelig træt af, at skulle gøre alting selv. Være alene om alting og tage alle beslutninger selv. Det kunne da være rart. at have en, der kunne forklare mig alt det der med pension og skat, uden at være totalt overlegen og samtidig betalt for det.
Rart at have en at dele opgaver, udgifter, glæder med. Og tage beslutninger sammen med. Og én der sagde, at maden smagte godt – og laver den.
Jeg er fuldt ud i stand til at bore/skrue m.m. med mine fine maskiner.
Kunne bare godt bruge nogle ekstra arme engang imellem.
Og lidt nærkontakt. Og et ekstra hjerte. Det skulle bare ikke bo her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.