Uncategorized

Home sweet home

Honey I´m home!
Har lånt mobilt bredbånd af min chef, så jeg lige kan ajourføre lidt her!
Sidder i sofaen med hunden (som ikke har spist ordentligt siden sidste fredag, men er lidt buttet så hun overlever nok – det er mere mig, der er bekymret) i sofaen med benene oppe på sofabordet.
Så alt er a-okay 🙂
Er en anelse snaldret, for da jeg var ude at beundre shetlandsponyen Diva (meget passende navn) der spassede rundt på folden mens de andre blev redet på ridebanen, åbnede naboen døren og råbte om jeg ville have et glas vin. Naturligvis sagde jeg ja tak.
Og pludselig havde jeg siddet der i to timer og fået to glas hvidvin.
Og følte mig lettere bims, da jeg gik hjem. Kors, hvor er jeg ude af drikke-træning-trit. 2 glas – det kan ikke engang en13 årig mærke. Men i morgen skal jeg til fest – så godt jeg har smugtrænet i dag!
Lå to sekunder på sofaen… men der er jo så meget der skal gøres, når man sådan er flyttet ind for 6 dage siden.
Hængte en hylde op på datterens værelse til hendes bøger. Thank God for vaterpas. Jeg kunne ikke se lige.
Ryddet op på badeværelset som har en masse gode hylder – gemt tampax og lokumsrens lidt af vejen -knap så charmerende som remedier fra Origins, parfume og pæne dimser…
Her er så dejligt. Og udenfor render en løsgående kanin rundt. Den hedder Pommes Frites. I daglig tale Pomfrit. Hyggeligt! og en evig udfordring for hunden. og for mig, som skal hale hunden væk fra ellers ædt kanin.
Her er skønt og jeg er smadret. Og datteren kan lide at bo her. Og næsten alle flyttekasser er nu tomme.
Og jeg vil skride. Hen og hænge et eller andet op.
Glæder mig til jeg kan slappe af, læse noget mere og strikke nogle flere karklude!?
Og måske begynde at drikke lidt? Bare sådan på den sundhedsstyrelse- anbefalede måde? Sådan lidt husmoderligt rødvinsbælleri? Bare så jeg ikke føler mig stangstiv efter to sølle glas vin næste gang… Men lige nu knokler jeg rundt hver gang jeg er hjemme…
Og når jeg finder et kabel eller USB halløj, kommer der billeder af min nye idyl.

Tagged , ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.