Anmeldelse af Maise Njors “Den forkerte giraf”,

 Gads forlag

Med stor fornøjelse har jeg læst dem alle, nogengange tåkrummende, andre gange grinende og såmænd også med lidt tårer i øjnene.

Og så læste jeg denne her. Og blev så glad. Selvfølgelig på forfatterens vegne, da hun tilsyneladende endelig har turdet vove pelsen og finde kærligheden igen. Men faktisk blev jeg allermest glad på egne vegne – der er sgu ikke noget så dejligt som at læse noget, man kan nikke fuldstændig genkendende til – især når man så samtidig føler at så kan man ikke være helt unormal, når man også har haft de samme tanker og følelser.

Eller også er jeg bare unormal – men så er jeg det sammen med Maise – og så er det faktisk helt okay.

Bogen består af en masse tanker og overvejelser om kærlighed, tilsyneladende alle under en endeløs venten på et tog i Indien, hvor hun er på rejse med den nye kærlighed. Som hun altså godt kan elske, selv om han har hvide strømper i sandalerne.

“Vi er bare guppyer, der gør det samme som de andre” siger hun om os kvinder. Og det er nok sandt for de fleste af os, pludselig spiser vi Skyr, som jo ikke smager fantastisk, bare fordi de har skrevet om det i Alt for damerne og alle andre gør det.
Hun tager fat i vores fokusering på skønhed, kernefamilien, angsten for nærvær og ensomhed.
Og jeg var så begejstret hele vejen igennem. Og er det stadig. Hun er skam en klog og dejlig dame, hende Maise.
Jeg vil især anbefale bogen til dig der er 35+, jeg tror ikke, jeg er den eneste der føler et par brikker falde på plads og en form for lettelse ved at læse bogen.
Rigtig god fornøjelse

Du kan købe bogen her