Australsk tørke giver åndenød

Anbefaling af “Tørke” af Jane Harper
People´s Press
Udgivet 25. august 2017
Anmeldereksemplar
461 siderr.
Wow.
Vi er i Australien. Byen Kiewarra er lammet af en kvælende tørke. Alting står stille. Alting dør. Folk bliver skøre.
Den manglende regn gør, at landmændende ikke kan få foder til deres dyr, som de må slå ned. De går fallit. Og bukker under.
Det ser ud til landmanden Luke er bukket under, gået grassat og skudt sin kone og det ene barn, hvorefter han har taget livet af sig selv.
Til begravelsen er kirken stuvende fuld, og Aaron Falk, Lukes barndoms- og ungdomsven, er kommet tilbage til fødebyen for et sidste farvel.
Aaron er desuden politimand, arbejder med økonomisk kriminalitet, og tvivler på at Luke skulle have dræbt sig selv og sin familie.
Lukes forældre, som har taget den overlevende baby til sig, nægter at tro på det og nærmest tvinger Luke til at blive og kigge på sagen.
Sagen viser sig at blive stadig mere mystisk.
Aaron og Luke delte en hemmelighed. Nu kender kun Aaron sandheden – eller gør han?
Jeg var fuldstændig grebet af bogen.
Jeg følte, jeg var i Australien, led med indbyggerne i Kiewarra og kunne næsten føle den kvælende hede og længslen efter regn.
Jeg håber, der kommer endnu en krimi med Aaron Falk, som er en yderst sympatisk enspænder.
Det var en kæmpe oplevelse at læse Jane Harpers debutroman. Og det er jeg åbenbart ikke ene om at synes, romanen har vundet et hav af priser og er solgt til en masse lande.

Filmatisering

Den er endda også solgt til filmatisering på Reese Witherspoons produktionsselskab.
Jeg glæder mig allerede til at se filmen, som jeg håber kan hensætte mig i samme stemning, som jeg var i, da jeg læste bogen her.
Jeg ser allerede knastør revnet jord, stillestående og brandvarm luft, svedige skjorter, støvede biler, udmagret kvæg og hårde mænd og udspekulerede mord.
 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.