“Bag facaden” af Alafair Burke

Dette er Claus’ første anmeldelse og han lægger hårdt ud med at give 1 af 6 mulige hjerter

Lad mig slå fast med det samme: At beskrive ”Bag facaden” som en femikrimi er en stærk underdrivelse. Jeg blev godt nok fra starten fanget af plottet, og der er også en fin underspillet, hemmelighed langt hen ad vejen, hvilket nok bidrager til, at jeg som læser holdes mere fast, end jeg ellers ville være. Om det er godt eller skidt, skal jeg lade være usagt lige nu.

Jeg har aldrig læst en krimi, der har så stærk en unuanceret feministisk vinkel hele vejen rundt. Selv Liza Marklund, Camilla Läckberg og kompagni er markant mere afbalancerede, og det siger efter min mening en del.

Udgivet 22/10-2019 af Gads forlag. Oversat af Lærke Pade. 360 sider

Gennem størstedelen af bogen optræder og nævnes kun meget få mænd, og disse virker ikke umiddelbart som behagelige typer. Blandt de få, har den ene et skyldmotiv i forhold til mangelfuld efterforskningsindsats og en andens ridderlighed kan meget let forveksles med liderlighed – hvilket heltinden ikke er for fin til at udnytte – men det er nok også den mest komplekse mandebeskrivelse, der er i bogen. Alt andet er temmelig sort/hvidt.

Tilbage til plottet. Bøger om utroskab, krænkelser og overgreb er meget oppe i tiden, og både relevante og vigtige, og pakket ind i en krimi kunne jeg godt forestille mig, at denne kunne få fat i en bredere læseskare. Den formår fint at trække nogle af de problemstillinger frem, som mange bliver involveret i, og den er så tydelig i sin holdning, at man ikke behøver reflektere meget over temaet. Men der mangler noget eller også er der for meget. Der efterlades for lidt til min egen fortolkning og eftertanke. Som læser kommer  man (for) let frem til helte/skurkedialektikken, og bogens nærmest stigmatiserende tilgang til mænd forstyrrer i hvert fald min læsning.

Alafair Burke formår ikke at fastholde min interesse med de virkemidler, hun bringer ind, og skiftene mellem de forskellige personer og arenaer virker ikke spændingsforstærkende, nærmere rodede. Sønnens tilstedeværelse i historien virker ikke naturlig, nærmest som et forsøg på at tilføre en ekstra dimension, for at forstærke sympatien for hovedpersonen.

Ofte når jeg læser bøger, så er det med vemod, at jeg nærmer mig afslutningen. Det er ikke tilfældet med ”Bag facaden”, men heldigvis gik den sidste del stærkt.

Heltinden formår simpelthen at gennemskue samtlige hemmeligheder fra bogens forskellige plot, på de sidste få sider. Alligevel forsøger forfatteren at slutte med en cliffhanger. Ikke særligt elegant eller vellykket, tværtimod efterlades jeg med frygt for, at denne bog er starten på en serie.

I så fald bliver det uden mig.

Claus

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.